Man skal ikke stå på Skenderberg Boulevard ret længe, før man bliver bekræftet i sin første indskydelse.
- Det her kan ikke blive ved med at gå godt.
Den store centrale plads i Tirana leder trafikken i alle verdenhjørner i et kæmpe 3, 4, 5, 6-sporet edderkoppespind af en rundkørsel.
Pladsen, der under Enver Hoxhas diktatur var en total bilfri og CO2 neutral plads, hvor man kunne høre fuglene synge, er et kaos af især pæne tyske biler, der dytter og møver sig ud af spindelvævet af bilmylder.
Hoxha palads er revet ned og på pladsen foran øver drengene sig på eldrevne firehjulstrækkere for 15 kroner for fem minutter, mens der i rundkørslen er kommet politi med målebånd og skadesrapport frem til et par bilister, der ikke ikke kom helskindede ud af spindelvævet.
Selvom det bliver en dyr omgang pladearbejde, er der ingen panik.. Politimanden giver hånd, og rapporten bliver skrevet under.
- Her er ingen ballade. Se dig omkring. Der ovre er en moske, og der er en kirke – vi har aldrig været i krig med hinanden ligesom de andre på Balkan, siger Christian Kafexhiu, der er katolik. Han er pænt imponeret over den kurs, jeg fik hos hans makker.
Christian har et par mobiltelefoner til salg, men forsvinder ikke fra pladsen som de fleste andre sælgere gør, da ordenspolitiet standser for at inspicere pladsen for hajer uden købsbevis på mobilerne.
- Vi lever fredeligt med hinanden, det er vi meget stolte over, siger han. Det eneste problem er, at jeg ikke kan finde noget arbejde – men det er også et meget stort problem i landet. Det er min kone, der forsøger mig. Men vi er på vej, der bliver bygget, og økonomien bliver bedre.
Han kan som de fleste albanere slet ikke skjule sin optimisme og stolthed over sit land og begynder at remse alle de steder op, jeg bør se.
Han ryster på hovedet, da han hører, at jeg kun har tænkt mig at være i Albanien i fem dage.
- Du burde blive i fem uger. Som han står der og fortæller om naturen, slottene, bjergene og kysten ud til Adriaterhavet og Det Ionniske Hav, føles det meget svært at gøre Christian opmærksom på, at der hvor jeg kommer fra, bliver jeg mødt med et tomt blik, når jeg fortæller, hvor jeg har tænkt mig at tage hen.
Det ukendte, hemmelige, fattige land i hjørnet af Balkan.