Da serberne indledte deres udrensninger i Kosovo, blev 150.000 romaer jaget på flugt.
De er glemt i forsøget på at hjælpe minoriteterne til at vende tilbage til deres hjem.
I Mitrovica bor næsten 600 romaer på syvende år i blyforurenede lejre tæt på den bydel, de blev smidt ud af.
WHO bad om at få dem fjernet hurtigst muligt i 2004.
Tekst og foto: Johnny Wichmann. (foråret 2006)
Elez Qalatolli sidder på sin sofa i sit rum i slumlejren Kablar. Her stinker stadig af jordslåede møbler og tæpper blandet med kloakstank.
På gulvet står en gryde med trækul, der ryger og river voldsomt i lungerne. Varmen i rummet er i stor kontrast til udsigten til snelandskabet fra det utætte vinduesparti. Temperaturen på over 28 grader holder frostgraderne fra vinduet på afstand og hjælper samtidig med til at tørre møbler og tæpper for fugt. Men ikke lugten.
For en uge siden gik floden Ibar, der går gennem den anspændte og splittede by, Mitrovica, over sine breder.
Da fik de tre flygtningelejre, der ligger ved floden og tæt på det enorme minekompleks, Trepca, en oversvømmmelse, der har fået humøret og helbredet helt ned under nulpunktet.
Da Ibar gik over sine breder under tøvejret, stoppede afløbene fra baraklejrene til, og spilde- og toiletaffald returnerede op af kloakkerne og lige ind i de lavest liggende rum. Rum, der bebor familier af de store minoriteter i Kosovo, romaer, ashkanlier og egyptere.
De søgte i 1999 tilflugt nede ved floden, da de blev truet af både albanerne og serberne. Området ved Ibar er ekstremt blyforurenet. Trepca minerne, der har været lukket de sidste ti år, udvandt bly og zink og kun hundrede meter fra træbarakkerne ligger bjerge af forgiftet affald.
Elaz har siddet i sin sofa lige siden oversvømmelsen og kigget ud i luften. Da han fik kloakvand ind i rummet, blev han tilbage og kæmpede for at få stoppet oversvømmelsen. De jordslåede mærker på væggene viser, at han har stået i en halv meter højt kloakvand og skovlet og forsøgt at redde tæpper og dyner.
Opgivelsen lyser ud af hans øjne, der er ramt af betændelse ligesom hans hævede fødder. Han har ikke tænkt sig at røre sig mere.
“Jeg er her kun for mine børns skyld,” siger han, mens hans barnebarn, Gyltena på 3 år, forsøger at få kontakt med ham. Men denne vinter har fjernet evnen til at smile. Hans søn døde i løbet af vinteren af kræft i hjernen og efterlod sig sin kone og fem børn i rummet ved siden af.
UNMIK, som er den øverste autoritet i Kosovo, og som Søren Jessen-Pedersen nu er chef for, kendte til giftforureningen i 2000 og anbefalede en flytning. For to år siden bad WHO om at få fjernet familierne fra de tre lejre omgående. Der var konstateret alarmerende højt indhold af bly i 90 % af børnenes blod. WHO mener, at mindst et barn er død af det høje blyindhold, mens andre mener, at tallet er meget højere, helt op til 27.
Fakta
Mitrovica.
Under serbernes offensiv i 1999 blev albanerne drevet ud af det nordlige Mitrovica sammen med romaer fra bydelen Roma Mahalla. Her boede 8000 romaer i 1999. Nu er små 600 tilbage kun en lille kilometer fra deres boliger. Op til otte voksne og børn bor i 15 kvadratmeter små rum.
Floden Ibar deler den anspændte by, Mitrovica, så albanerne syd for og serberne nord for med hjælp fra det FN-støttede Kosovo Politi Korps så vidt muligt undgår hinanden. Det var her opstanden den 17. marts 2004 begyndte, og kosovoalbanere i hele regionen drev serbere på flugt fra brændende huse, efter at tre dræbte albanske børn blev fundet i floden.